Feltarbejde

Sprogtilegnelse via dialogisk oplæsning

 

 

Jeg har valgt at gennemføre et forløb der støtter tosprogede børn i deres sprogtilegnelse. Jeg bruger smitte modellen som redskab.

 

 

 

Sammenhæng:

Jeg har fået lov til at arbejde med en lille gruppe på 3 børn på næsten 4år. Børnene går i en dansk børnehave i Flensborg. To af børnene er tilflyttet fra Danmark til Tyskland og taler dansk derhjemme. Det tredje barn er tysk.

Jeg har valgt de to danske børn fordi deres modersmål er dansk og det tyske barn har jeg valgt fordi det allerede er rigtig god til at tale dansk.

Alle 3 børn er meget glade, venlige og nysgerig.

Tiltag:

Via dialogisk oplæsning vil jeg udfordre børnene sprogligt for at støtte deres udvikling. Jeg vil beskæftige mig med Vygotsky's teori om den nærmeste udviklingszone.

"Det, som barnet i dag gør ved hjælp af en voksen, kan det i morgen gøre på egen hånd"     Lev Vygotsky

Udvikling: fra en social og kollektiv handleform til at være individuel.

Jeg har beskæftiget mig med de vigtigste ting rundt omkring dialogisk oplæsning, som bliver beskrevet i bogen fra Andrea A. Zevenbergen og Grover J. Whitehurst (2003)

I mit forløb med børnene har jeg arbejdet med de efterfølgende 'strategier'.

• tage hensigt til barnets interesser
• bekræfte feedback
• give positiv feedback
• give hjælp
• stille yderlige/supplerende spørgsmål
• berigtige børnene indirekte
• opfordre til at gentage det rettede

At støtte barnets interesse giver barnet følelsen om at det bliver taget alvorligt. Det gør at barnet bliver ved med at være motiveret til at være aktiv med i dialogen.
Bekræfte og give positiv feedback gør at barnet føler, at dets ytring bliver godkendt. Igen føler barnet at blive taget alvorligt/seriøst.
Ved at tilbyde hjælp bliver barnet motiveret til at gentage de verbale ytringer.
Ved at stille yderlige spørgsmål bliver barnet aktiveret til at give verbale ytringer.

• åben formulering af spørgsmålene
• simple hv-spørgsmål (hvem, hvad, hvor)
• udvidede hv-spørgsmål (hvorfor, hvordan, hvorledes)
• stille forespørgsel, hukommelses spørgsmål
• nonverbal impuls
• opfordring til at navngive og beskrive genstande
• opfordre til at fuldende begyndte sætninger
• opfordre til at fortælle om tegningerne/billederne

Børnene får rum til at afprøve deres sproglige færdigheder. Hv-spørgsmål udvider deres ordforråd. Ved at også går ind på mimiken og gestus på billederne, bliver konzentrationen og opmærksomheden vedligeholdet.
Ved at børnene beskriver og navngiver genstandene bliver deres ordforråd udvidet.

Mål:

• At udfordre børnene sprogligt
• Støtte deres sprogudvikling
• Tilegne dem nye ord som de så bruger
• Give børnene mulighed for at være aktive i fortællingen og får en positiv oplevelse
• Styrke deres selvværd

Tegn på læring:

• Når børnene har været koncentreret og aktive
• Når børnene har tilegnet sig nye ord
• Når børnene fortæller positivt om oplæsningen

Mit forløb:

Efter at jeg havde snakket med børnehaven og fortalt hvad jeg vil, aftalte vi tre formiddage hvor jeg kunne komme på besøg og være med i gruppens hverdag. Det var en god mulighed for mig og børnene at lære hinanden at kende. Jeg mødte forældrene af de tre børn jeg ville gennemføre forløbet med. Jeg fortalte dem hvad jeg havde planlagt od de var indforstået.
Jeg spurgte tre børn om de havde lyst at læse en bog sammen med mig. De var vildt begejstret.

Inden jeg så gik igang fik jeg muligheden for at snakke med pædagogen. Hun gav mig gode råd med på vej.

Under min dialogisk oplæsning var pædagogen med i rummet, men hun sad ved et bord og var beskæftiget med noget andet. Børnene og jeg havde en hyggeligt runde på gulvet, hvor vi sad på puder i et hjørne.
Så gik vi igang. Jeg læste, stillede spørgsmål og pludselig var vi i fuld gang med en dejlig dialog omkring fortællingen.



Min personlig evaluering:

Jeg var lidt nervøs i starten og det kunne børnene nok godt mærke. Jeg var så koncentreret på at følge de ovenstående 'strategier'. Men det gik ret hurtigt at det hele blev meget flydende. Børnenes glæde og motivation gjorde, at det hele kom af sig selv. Jeg er meget tilfreds og glad over mit forløb.
Men jeg må også ærligt indrømme, at jeg er glad for at det kun var tre børn, og at de var så dejlige.

Pædagogens mening:

Pædagogen sagde, at hun godt kunne mærke min nervositet. Hun sagde at bortset fra det, var det gået godt. Jeg havde en god 'rød tråd' gennem hele forløbet. Stillede gode spørgsmål og var god til at stimulere børnene og 'holde' dem konstant aktiv. En super dialog!

Evaluering:

Vi aftalte at mødes tre dage efter forløbet, for at høre om børnene havde tilegnet sig nye ord og om havde en positiv oplevelse.PPædagogen fortalte , at børnene fortalte historien til de andre børn. Børnene benyttede de ny lærte ord, beskrev billederne og forklarede børnene 'selvklog' dit og dat.

Pædagogen sagde, at forældrene fortalte at deres børn var meget glade over forløbet. De snakkede positivt, var stolte over de nye ord.

Hvorfor skal vi arbejde med æstetiske læreprocesser?

Hvorfor skal vi arbejde med æstetiske læreprocesser?

Jeg finder mange svar på dette spørgsmål i Helle Johnsen tekst. Hun beskriver at:

'Æstetiske læreprocesser udfolder sig i en dialektisk relation mellem pædagogen og børnene. Pædagogen skaber forudsætninger for oplevelser og udvikling hos børnene - og omvendt.'

'Daglig giver pædagogen plads, tid, rum og opmærksomhed til æstetiske læreprocesser.'

Johnsen har skrevet nogle argumenter for, hvorfor pædagoger skal arbejde med æstetiske læreprocesser.

Gennem æstetiske læreprocesser får børn mulighed for at:

• selv at være skabende. Børn får muligheden for at bearbejde/omsætte deres indtryk og oplevelser. Forholdet mellem det børnene ser, hører, læser og produktionen.
• at opbygge sociale fællesskaber. Børn kan opleve sig som en del af gruppen, af det hele og en del af fælles produktion.
• deres evne til at kunne rumme kompleksitet, at afprøve og finde en mening udvikles.
• deres sproglig udvikling bliver styrket. formuleringsevne styrker koncentrationsevne.
• lytte til aktørerne i processen. Udvikling af ny pædagogik med udgangspunkt i børnenes oplevelser og forståelser af 'virkeligheden'.

Gennem æstetiske læreprocesser kan børn udfolde sig, forklare/fortælle deres syn på ting/verdenen. De lærer at formidle det der beskæftiger dem på ejen måde. De lærer at være kreativt og som oven beskrivet styrker det deres koncentrationsevne.

Hvad er en æstetisk læringsprocess?

Æstetisk læreprocess

Der findes forskellige definitioner/opfattelser af hvad en æstetisk læreprocess er.


Ifølge teksten af Austing er æstetisk læring et af tre læringsmåder der fremmer socialiseringen.

Æstetisk læring: 'Det repræsentative, medierende møde med verden'.

Ved brug af æstetisk læring laver barnet erfaringer med omverdenen og bliver præget af denne. Gennem leg, musik, drama, tegning, fortælling/oplæsning kommer børn i berøring med omverdenens æstetiske formtilbud.
Barnet kan bearbejde sine indtryk af sin omverden og udtrykke sig via æstetik. Æstetisk læring er symbolbaseret. Barnet kan altså udtrykke sine oplevelser og følelser via symbolikken.
Undervejs i denne process og også via dialog med pædagogen kan barnet sig selv og egen forståelse af verden i andres æstetiske udtryk og i den direkte respons på sine egne udtryk fra andre børn og voksne.

'Den æastetiske læringsmåde giver hermed barnet en helt nødvendig, facetteret og identitetsskabende forståelse af sig selv og verden'.

I teksten af Helle Johnsen, beskriver hun Kirsten Drotners opfattelse/definition af æstetisk læring (også i teksten af Drotner 'At skabe sig - selv')
Drotner siger at æstetisk læring er lystfyldte processer. Man frembringer noget man kan se, høre, føle, lugte, smage. I æstetisk produktion kan man overskride vante fysiske grænser og/eller i fantasien. Æstetisk produktion har noget med lyst at gøre.
Drotner indeler den æstetiske 'produktion' i tre niveauer:

1. Individuelt niveau (jeg/mig): muligheden for at eksperimentere med sin egen idenntitet.
2. Socialt niveau (jeg/du): gennem diskussion, et fælles anliggende af følelser, ideer og fornemmelser. Spontane og følelsesmæssige reaktion og argumentation.
3. Kulturelt niveau (jeg/verden): æstetisk udtrykkelse er en måde at kommunikere, som går ind i den sociale og kulturelle kontekst

Der siges også, at æstetisk læring er med til at socialisere.

Modul 2 - Alternativ og supplerende kommunikation

Alternativ og supplerende kommunikation

Hvad indebærer påstanden om, at alt er kommunikation, og hvordan kan begrebet ”alternativ og supplerende kommunikation” forstås?

Mette Christensen siger, at mennesker med nedsat funktionsevne kan have svært ved at forstå og opfatte det talte sprog, så det er her vi må benytte os alternative og supplerende kommunkationsmåder.

Kommunikation er ikke kun det 'talte' sprog, men også bare lyde, symboler, kropssprog (mimik), signaler og stemninger. Jeg som pædagog har ansvar for kommunikationen, jeg skal give personen/borgeren mulighed for, at kunne kommunikere på de individuelle/egne betingelser. Når jeg læser 'alternativ og supplerende kommunikation' , tænker jeg på alle mulige kommunikationsmetoder så som;

symbolske tegn
   -kropsbaserede eller ved brug af hjælpemidler
ikke symbolske udtryk:
blik
åndedræt

Hvilket grundsyn på kommunikation danner udgangspunktet for teksterne. Prøv at beskrive det – og er der, som du ser det, forskelle i grundsyn?

Selfølgelig er der forskel i grundsyn.
Jeg kan kun formode hvor skrægeligt det må har været for funktionsnedsatte borgere i ‚gamle‘ tider. Men dengang var ‘alternativ og supplerende kommunikation‘ ‘kun‘ et udviklingsværktøj for at fremme og også træne beboerens sprog.
Jeg har da lige lært, at ‘alternativ og supplerende kommunikation‘ er et godt hjælpemiddel som kan gøre min kommunikation og understøttelse med/for borgeren nemmere!

Hvordan forholder du dig til at bruge teori om det spæde sprog og samspil mellem mor og spædbarn i forhold til det pædagogiske arbejde med mennesker med nedsat funktion?

Da jeg selv er mor, ved jeg hvordan kommunikation mellem mor og spædbarn foregår. Jeg har selv oplevet hvor vigtigt det er for et barn at kommunikere og være med. For mig var det vigtigt at min datter og jeg forstår hinanden, at hun kan 'fortælle' mig hvad hun vil og at jeg så ved hvad hun mener.
Derfor tror jeg, at det er ligeså vigtigt for et barn med nedsat funktionsevne at man kommunikerer med det. Ligesom man indstiller sig på spædbarnets kommunikationsform skal man finde en form som det barn med nedsat funktionsevne kan være med på. Børn, om de er syge eller normale, skal får muligheden til at udvikle kommunikationsevnen i eget tempo, individuelt.

Med udgangspunkt i Sterns udviklingsteori beskrives i teksten af Mette Christensen vigtigheden af at barnet oplever at ”være fælles om subjektive oplevelser, dvs. [oplever] intersubjektivitet”. Prøv at beskrive hvorfor der i forbindelse med børn/mennesker med funktionsnedsættelser kan være tale om, at intersubjektiviteten (det indre univers, men kan være fælles om – eller med Lorentzen og Thomsen den ”fælles oplevelsesverden”) har eller har haft svære vilkår?

Udviklings teoretikeren Daniel Stern siger, at barnet lige fra starten er afhængig af at kunne udvikle sociale færdigheder og afprøve dem. Tidlig kommunikation er vigtig så barnet føler at det deltager i noget fælles med moderen (f.eks.). Barnet har behov for at øve sig i kommunikation og at opleve intersubjektivitet. Hvis barnet ikke lærer at kommunikere fornuftigt, vil der opstår dårlige vilkår for at kunne indgå og leve i det sociale liv omkring sig.
Stern siger også, at spædbørn bruger sanserne til at aflæse og give signaler og det er der kommunikationen begynder. Men hos et ‘sygt’ barn kan sanserne være nedsat og det gør aflæsningen vanskeligt. Her skal man så tilpasse kommunikationen barnets særlige behov.

Prøv at argumentere for forhold, du som pædagog og kommunikationspartner, skal være særlig opmærksom på i arbejdet med at give barnet, den unge eller det voksne menneske med funktionsnedsættelse mulighed for at opleve intersubjektivitet – få fælles oplevelsesverdener – og opleve ”meningsfulde sociale situationer”?

Først og fremmest synes jeg helt sikkert, at jeg som pædagog skal gøre en særlig stor indsats når jeg arbejder med mennesker med nedsat funktion! Især når det gælder at forstår personen eller aflæse hvad han/hun vil/har behov for.
Jeg har arbejdet med demente i mange år. Jeg ved godt at man sikkert ikke kan sammenligne det helt med det at arbejde med mennesker med nedsat funktionsevne.
Men jeg synes, at det er meget vigtig at inddrage personen med nedsat funktion så meget som muligt. Her er det igen intersubjektivitet der skal opleves. At gøre noget fælles. For mig er det vigtigt at tale med og ikke kun til personen, spørge ind til hvad han/hun vil (f.eks.) spise, opleve o.m.
I en institution har man altid mulighed for at samarbejde med kollegaer og hente sig gode råd. Især angående den rigtige kommunikation med en bestemt borger.

Beskriv og forhold dig til Janice Ligts fire forskellige kommunikative formål (jf Christensens artikel).

Ønsker og behov                                                                                                                                          Man kommunikerer for at bede om noget. Kommunikationen slutter når behovene er opfyldt
Social nærhed                                                                                                                                              Varig kommunikation. At være i relation med andre, skabe venskaber og nærhed
Udveksle information                                                                                                                            Kravet om en symbolsk kommunikationsform er meget stor. At få viden om situationen eller hvad der skal ske som næste. Her er samtalens indhold vigtigere end kommunikationspartnerne.   
Sociale konventioner/etiketter                                                                                     Kommunikationspartnerne behøves ikke være kendt. Samtalens indhold er ikke ’vigtig’, det gælder om at være høflig - sociale høflighedskonventioner

Jeg synes da, at alle 4 punkter skal være i kombination med hinanden.

Prøv at give et konkret eksempel på en meningsfuld social situation”, der kan åbne op for fælles aktivitet og fælles oplevelsesverden. Beskriv og begrund kort din situation.

Jeg vil da sige, at det at lave mad og spise sammen giver intersubjektivitet og følelsen om fælleskab. Alle er med, kommunikerer med hinanden og har det sjovt. Hvis man laver det til et dagligt ritual, bliver det ved med at føles fælles.

Prøv kort at pege på teorier/temaer fra anden undervisning (også andre fagområder), du har haft frem til nu, der kunne bringes i spil til at belyse og perspektivere centrale pædagogiske problemstillinger i relation til dette emne?

• Lev Vygotskys udviklingsteori 
• Jürgen Habermas med sin teori omkring system og livsverdenen
• Skinners teorier omkring ubetinget stimulus/respons og betinget stimulus/respons

Aktivitet 4, Min livshistorie

Min største og vigtigste forandring

Jeg ville aldrig få børn. Min mor har ikke været den typiske mor og jeg troede at jeg heller ikke ville være det.
Da jeg var 24 startede de der underlige drømme om at være gravid. Min kusine sagde altid til mig "det er dit indre ur der tikker, det er typisk for kvinder". Drømmene gjorde at jeg så tænkte "ok, måske alligevel blive mor, meeeen først fra at jeg er 35 år gammel".
Da jeg var 27 skete det så. Jeg blev gravid. Det var ikke planlagt og jeg var meget fortvivlet. Nu var vores forhold heller god nok til at man kunne sige "nu für vi et barn". Det var ikke sikkert at jeg ville beholde/føde barnet.  Jeg var i uge 6 da vi fik det at vide. De følgende 6 uger tænkte jeg mig godt om.
"Vil jeg have barnet? Hvad nu hvis vi går fra hinanden, kan jeg klare det alene? Kan jeg være en god mor? Kan jeg elske mit barn? Hvad betyder det at have et barn."
6 uger har jeg tænkt på alle de ting omkring børn, at være mor, at have den største forpligtelse. Barnet græder, barnet bliver syg, barnet kan ikke uden mig. Barnet bliver stor og med det vil der komme andre problemer og sorg. Så besluttede jeg at jeg vil have barnet ligemeget hvad der vil ske og min glæde voksede mere og mere.
Lægen kunne aldrig se om det er en dreng eller en pige. I starten troede jeg at der voksede en lille dreng i mig. Men lidt senere var jeg sikker på at det er en lille pige. Man kan kalde det 'mor instinkt'.

Hele graviditeten var jeg meget syg, mere end 8 uger kunne jeg kun ligge ned. Det var meget hårdt. Og alle dem jeg klagede over for sagde bare at når barnet er født er alle smerter og lidelser væk. Jeg tænkte bare... "bla bla bla..."
Da jeg så fik det bedere igen kom sommeren og solen og med det kom vandet i min krop... Igen smerter...
Hvor var det dog grusomt at være gravid!
Den 27.7. skulle barnet komme. Den 23.7. skulle min kæreste til fest. Det sidste jeg sagde til ham inden han gik var: "Ja ja, nu har du ikke været væk de sidste måneder fordi du skulle passe på mig, og nu tager du afsted. Det er nok i nat vores barn kommer."
Jeg gik i seng ca. kl 22. Kl 23:30 vågnede jeg og gik på wc. Pludselig løb vandet. Jeg ringede til min mor som boede i Spanien.
"Mor, der kommer meget vand."
"Jamen skat, så kommer barnet snart, se at gør dig klar til at komme på sygehuset"
"Næ mor, jeg bløder ikke, tror ikke at det er nu."
Mens vi snakkede i ca en time, pakkede jeg min taske. Min mor var meget nervøs og jeg var nød til at styre hende. Hun græd, hun snakkede. Og jo mere spændt/ophidset min mor blev, jo roligere blev jeg. Jeg ringede til kæresten, han var selvfølgelig i god stemning. Da han så hørte at barnet er klar, blev han også nervøs. Han kom hjem og vidste ikke hvad han skulle. Han hentede tasken hvor barnets tøj var i og gjorde barnevognen klar. Jeg stod bare smilende og ventede til han var færdig. Så sendte jeg ham tilbage med de ting og sagde at vi ikke har brug for dem endnu. Han var virkelig sød, så nervøs. Vi kørte så til kliniken, hvor vi havde tilmeldt os til fødslen.
Ca. kl. 2 lå jeg i sengen i det der 'fødelses-værelse'.

9 måneder var min største sorg, om jeg ville være en god mor, om jeg kunne elske mit barn...
Da så den 24.7. kl. 8:50, vores lille vidunderlig smukke Ida-Sophie blev født, var alle mine sorg væk. Jeg havde ingen tvivl om at alt vil blive godt. Ida er det bedste i mit liv. Hun har forandret alt. Hun gør det så nemt for mig at være en 'god' mor. Jeg har hørt så mange veninder klage over, at de ikke får nok søvn, at det er hårdt nogen gange. Jeg har aldrig følt det sådan. For mig var det altid nemt. Ja, jeg var også træt, og ja det var ikke så smart når hun skreg i flere timer, men jeg følte mig aldrig stresset eller lignende. Hver dag står jeg op og ser det smukkeste smil i hele verden. Jeg nyder hver eneste minut med hende...

Det at blive en mor er det utroligste en kvinde kan opleve. At elske et menneske så pludselig så stærkt er virkelig vidunderlig. Den bedste erfaring og forandring

Aktivitet 3, Planlægning af et forløb med livshistorie og din valgte målgruppe

Jeg vil planlægge et forløb til udarbejdelsen af livshistorie. Min målgruppe vil være demente borgere.

Demens kan skyldes mange forskellige årsager, men det er altid et resultat af sygdomme.
De hyppigst forekommende sygdomme er de såkaldte neurodegenerative sygdomme som f.eks.

• Alzheimer sygdommen, der er årsag til over halvdelen af demenstilfældene
• Vaskulær demens, der skyldes sygdom i hjernens blodkarsystem 
• Lewy body demens 
• Frontotemporal demens 

De to sidst nævnte er neurodegenerative.


Forløbet:

Først og fremmest er det vigtigt for mig, at borgeren kender mig. For mig er det vigtig, at han/hun har tiltro til mig, føler sig trygt sammen med mig.
Jeg vil vælge en borger, hvor 'sygdommen' ikke er nået så langt frem endnu. Inden jeg går igang med et narrativ interview, vil jeg beskæftige mig med borgerens livshistorie (hvis der allerede foreligger en).
Jeg vil sidde sammen med borgeren en par dage i løbet af en uge. Ikke længere end 3-4 timer, alt efeter hvordan borgeren er tilpas og har lyst til det. Hver eneste gang vi sidder sammen, vil jeg sige til borgeren, at det ikke er noget problem at stoppe, så snart han/hun ikke har lyst længere. Når jeg synes, at jeg har fået gode informationer, vil jeg spørge familie medlemmer om de har lyst til at være med.

• Det kan knytte den demente og familien sammen. Familien hører borgerens sigt og den demente få at vide, hvordan han/hun er i familens øjne
• Forudsætningen er, at den demente har god kontakt til sin familie. 

Jeg vil køre, sammen med borgeren til steder han/hun har været/boet, steder der har haft stor betydning for borgeren. Jeg vil kigge fotoalbumer sammen med borgeren (hvis der eksister nogen). Hvis der ikke eksisterer fotoalbumer som sådan, men istedet en masse billeder, vil jeg lave et album sammen med borgerern.
Til sidst vil jeg lave et album med billeder fra de steder vi har været sammen, de personer der er vigtig for borgeren, billeder af institutionen han/hun bor på, ting han/hun godt kan lide, far mad/drikke til evtl. ting hun har strikket/hæklet og de ting ting han/hun gerne vil have billeder af.

Aktivitet 1, Undersøgelse af livshistoriearbejde i et pædagogisk sammenhæng.

Livshistorie som pædagogisk arbejdsredskab

http://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=hvordan%20arbejder%20institutioner%20med%20livshistorie%3F%20&source=web&cd=3&ved=0CCsQFjAC&url=http%3A%2F%2Fwww.solund.dk%2FAdmin%2FPublic%2FDWSDownload.aspx%3FFile%3DFiles%252FFiler%252Fartikler%252FLivshistorien_som_p%25C3%25A6dagogisk_arbejdsredskab.pdf&ei=gFOqUInaKsXzsgao74DADQ&usg=AFQjCNHL0tliPEcGNbtR1C7KhPMQMOLqug&cad=rja


Den ovenstående link viser en artikel som tidligere blev bragt i bladet "Udvikling" Nr. 1, 2009

I denne artikel beskriver Sussanne Hollund, som er pædagogisk konsulent i Landsbyen Sølund, rigtig mange udviklingshæmmede ikke har en 'rigtig' livshistorie, pga. foreksempel at de bor på institutioner siden de har været børn. Ikke at kende ens fødselssted, en forældre. Men, som Hollund siger, er det vigtigt at være del af noget, have betyde nogen noget og have andre der betyder noget for en.

"Den engelske psykolog Tom Kitwood siger, at der er 5 ting, der skal være til stede, for at et menneske oplever sig tilpas.
Det er tilknytning, identitet, trøst, inklusion og meningsfuld beskæftigelse eller gøren"

I 1985 arbejdede Holland som forstander på en ny institution til udviklingshæmmede.  Der mødte hun så Jens. Jens var fyrre år gammel og havde ingen familie. Han fungerede godt på mange områder, men personalet syntes at han virkede frustreret. Jens var meget aggressiv og fik store doser psykofarmaka. Men også trods rådgivning med hans psykiater, hjalp det ikke. Personalet begyndte at får Jens' livshistorie sat sammen. De kontaktede Landsarkivet, hvor der lå Jens' 'historie'. De fandt ud af, at Jens boede på institutioner siden han var 3 år gammel og han kendte ikke sine forældre. De fandt ud af, at Jens kunne lide at sy og væve, men han skulle arbejde på værkstedet (selvom at han gav udtryk for, at han ikke ville være der) fordi han var god til det.
Personalet besluttede, at Jens skulle starte sit liv helt nyt. Han fik en 'far', det var Hans, som var pædagogmedhjælper på stedet. Jens og Hans lavede mange ting sammen, så som fisketure, teltture, kanoture og lingnende. I løbet af to år lykkes det personalet, at reducere Jens' medicin til et minimum. Han var tilfreds med sig selv, gik i flot tøj, fik langt hår og fuldskæg ligesom sit forebillede Hans. Jens fik i sammenarbejde med personalt lavet et album af sit liv. Han fik kontakt til sin onkel, som kom med billeder, så Jens kunne se sine forældre. Jens flyttede i egen bolig hvor han boede til han døde i år 2009.


Nu hvor jeg har læst denne historie om Jens, lyser det ind for mig at et menneske, ligemeget om udviklingshæmmet eller ikke, har brug for sin egen historie. Et liv man kan kigge tilbage til, fortælle andre om det man har oplevet og set, steder man har været, folk man har mødt. Jens blev stolt af sit liv, han fik en historie som han kunne fortælle andre om og vise dem billeder.
Her kan man se, hvor vigtigt livshistorie er i pædagogisk arbejde!

Mit spørgsmål er nu; arbejder mange eller alle institutioner ligesom Sussanne Hollund gjorde sammen med personalet? Arbejder institutioner med livshistorie på samme måde, når de har en beboer, der er utilfreds med sig selv?