Aktivitet 4, Min livshistorie

Min største og vigtigste forandring

Jeg ville aldrig få børn. Min mor har ikke været den typiske mor og jeg troede at jeg heller ikke ville være det.
Da jeg var 24 startede de der underlige drømme om at være gravid. Min kusine sagde altid til mig "det er dit indre ur der tikker, det er typisk for kvinder". Drømmene gjorde at jeg så tænkte "ok, måske alligevel blive mor, meeeen først fra at jeg er 35 år gammel".
Da jeg var 27 skete det så. Jeg blev gravid. Det var ikke planlagt og jeg var meget fortvivlet. Nu var vores forhold heller god nok til at man kunne sige "nu für vi et barn". Det var ikke sikkert at jeg ville beholde/føde barnet.  Jeg var i uge 6 da vi fik det at vide. De følgende 6 uger tænkte jeg mig godt om.
"Vil jeg have barnet? Hvad nu hvis vi går fra hinanden, kan jeg klare det alene? Kan jeg være en god mor? Kan jeg elske mit barn? Hvad betyder det at have et barn."
6 uger har jeg tænkt på alle de ting omkring børn, at være mor, at have den største forpligtelse. Barnet græder, barnet bliver syg, barnet kan ikke uden mig. Barnet bliver stor og med det vil der komme andre problemer og sorg. Så besluttede jeg at jeg vil have barnet ligemeget hvad der vil ske og min glæde voksede mere og mere.
Lægen kunne aldrig se om det er en dreng eller en pige. I starten troede jeg at der voksede en lille dreng i mig. Men lidt senere var jeg sikker på at det er en lille pige. Man kan kalde det 'mor instinkt'.

Hele graviditeten var jeg meget syg, mere end 8 uger kunne jeg kun ligge ned. Det var meget hårdt. Og alle dem jeg klagede over for sagde bare at når barnet er født er alle smerter og lidelser væk. Jeg tænkte bare... "bla bla bla..."
Da jeg så fik det bedere igen kom sommeren og solen og med det kom vandet i min krop... Igen smerter...
Hvor var det dog grusomt at være gravid!
Den 27.7. skulle barnet komme. Den 23.7. skulle min kæreste til fest. Det sidste jeg sagde til ham inden han gik var: "Ja ja, nu har du ikke været væk de sidste måneder fordi du skulle passe på mig, og nu tager du afsted. Det er nok i nat vores barn kommer."
Jeg gik i seng ca. kl 22. Kl 23:30 vågnede jeg og gik på wc. Pludselig løb vandet. Jeg ringede til min mor som boede i Spanien.
"Mor, der kommer meget vand."
"Jamen skat, så kommer barnet snart, se at gør dig klar til at komme på sygehuset"
"Næ mor, jeg bløder ikke, tror ikke at det er nu."
Mens vi snakkede i ca en time, pakkede jeg min taske. Min mor var meget nervøs og jeg var nød til at styre hende. Hun græd, hun snakkede. Og jo mere spændt/ophidset min mor blev, jo roligere blev jeg. Jeg ringede til kæresten, han var selvfølgelig i god stemning. Da han så hørte at barnet er klar, blev han også nervøs. Han kom hjem og vidste ikke hvad han skulle. Han hentede tasken hvor barnets tøj var i og gjorde barnevognen klar. Jeg stod bare smilende og ventede til han var færdig. Så sendte jeg ham tilbage med de ting og sagde at vi ikke har brug for dem endnu. Han var virkelig sød, så nervøs. Vi kørte så til kliniken, hvor vi havde tilmeldt os til fødslen.
Ca. kl. 2 lå jeg i sengen i det der 'fødelses-værelse'.

9 måneder var min største sorg, om jeg ville være en god mor, om jeg kunne elske mit barn...
Da så den 24.7. kl. 8:50, vores lille vidunderlig smukke Ida-Sophie blev født, var alle mine sorg væk. Jeg havde ingen tvivl om at alt vil blive godt. Ida er det bedste i mit liv. Hun har forandret alt. Hun gør det så nemt for mig at være en 'god' mor. Jeg har hørt så mange veninder klage over, at de ikke får nok søvn, at det er hårdt nogen gange. Jeg har aldrig følt det sådan. For mig var det altid nemt. Ja, jeg var også træt, og ja det var ikke så smart når hun skreg i flere timer, men jeg følte mig aldrig stresset eller lignende. Hver dag står jeg op og ser det smukkeste smil i hele verden. Jeg nyder hver eneste minut med hende...

Det at blive en mor er det utroligste en kvinde kan opleve. At elske et menneske så pludselig så stærkt er virkelig vidunderlig. Den bedste erfaring og forandring

Aktivitet 3, Planlægning af et forløb med livshistorie og din valgte målgruppe

Jeg vil planlægge et forløb til udarbejdelsen af livshistorie. Min målgruppe vil være demente borgere.

Demens kan skyldes mange forskellige årsager, men det er altid et resultat af sygdomme.
De hyppigst forekommende sygdomme er de såkaldte neurodegenerative sygdomme som f.eks.

• Alzheimer sygdommen, der er årsag til over halvdelen af demenstilfældene
• Vaskulær demens, der skyldes sygdom i hjernens blodkarsystem 
• Lewy body demens 
• Frontotemporal demens 

De to sidst nævnte er neurodegenerative.


Forløbet:

Først og fremmest er det vigtigt for mig, at borgeren kender mig. For mig er det vigtig, at han/hun har tiltro til mig, føler sig trygt sammen med mig.
Jeg vil vælge en borger, hvor 'sygdommen' ikke er nået så langt frem endnu. Inden jeg går igang med et narrativ interview, vil jeg beskæftige mig med borgerens livshistorie (hvis der allerede foreligger en).
Jeg vil sidde sammen med borgeren en par dage i løbet af en uge. Ikke længere end 3-4 timer, alt efeter hvordan borgeren er tilpas og har lyst til det. Hver eneste gang vi sidder sammen, vil jeg sige til borgeren, at det ikke er noget problem at stoppe, så snart han/hun ikke har lyst længere. Når jeg synes, at jeg har fået gode informationer, vil jeg spørge familie medlemmer om de har lyst til at være med.

• Det kan knytte den demente og familien sammen. Familien hører borgerens sigt og den demente få at vide, hvordan han/hun er i familens øjne
• Forudsætningen er, at den demente har god kontakt til sin familie. 

Jeg vil køre, sammen med borgeren til steder han/hun har været/boet, steder der har haft stor betydning for borgeren. Jeg vil kigge fotoalbumer sammen med borgeren (hvis der eksister nogen). Hvis der ikke eksisterer fotoalbumer som sådan, men istedet en masse billeder, vil jeg lave et album sammen med borgerern.
Til sidst vil jeg lave et album med billeder fra de steder vi har været sammen, de personer der er vigtig for borgeren, billeder af institutionen han/hun bor på, ting han/hun godt kan lide, far mad/drikke til evtl. ting hun har strikket/hæklet og de ting ting han/hun gerne vil have billeder af.

Aktivitet 1, Undersøgelse af livshistoriearbejde i et pædagogisk sammenhæng.

Livshistorie som pædagogisk arbejdsredskab

http://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=hvordan%20arbejder%20institutioner%20med%20livshistorie%3F%20&source=web&cd=3&ved=0CCsQFjAC&url=http%3A%2F%2Fwww.solund.dk%2FAdmin%2FPublic%2FDWSDownload.aspx%3FFile%3DFiles%252FFiler%252Fartikler%252FLivshistorien_som_p%25C3%25A6dagogisk_arbejdsredskab.pdf&ei=gFOqUInaKsXzsgao74DADQ&usg=AFQjCNHL0tliPEcGNbtR1C7KhPMQMOLqug&cad=rja


Den ovenstående link viser en artikel som tidligere blev bragt i bladet "Udvikling" Nr. 1, 2009

I denne artikel beskriver Sussanne Hollund, som er pædagogisk konsulent i Landsbyen Sølund, rigtig mange udviklingshæmmede ikke har en 'rigtig' livshistorie, pga. foreksempel at de bor på institutioner siden de har været børn. Ikke at kende ens fødselssted, en forældre. Men, som Hollund siger, er det vigtigt at være del af noget, have betyde nogen noget og have andre der betyder noget for en.

"Den engelske psykolog Tom Kitwood siger, at der er 5 ting, der skal være til stede, for at et menneske oplever sig tilpas.
Det er tilknytning, identitet, trøst, inklusion og meningsfuld beskæftigelse eller gøren"

I 1985 arbejdede Holland som forstander på en ny institution til udviklingshæmmede.  Der mødte hun så Jens. Jens var fyrre år gammel og havde ingen familie. Han fungerede godt på mange områder, men personalet syntes at han virkede frustreret. Jens var meget aggressiv og fik store doser psykofarmaka. Men også trods rådgivning med hans psykiater, hjalp det ikke. Personalet begyndte at får Jens' livshistorie sat sammen. De kontaktede Landsarkivet, hvor der lå Jens' 'historie'. De fandt ud af, at Jens boede på institutioner siden han var 3 år gammel og han kendte ikke sine forældre. De fandt ud af, at Jens kunne lide at sy og væve, men han skulle arbejde på værkstedet (selvom at han gav udtryk for, at han ikke ville være der) fordi han var god til det.
Personalet besluttede, at Jens skulle starte sit liv helt nyt. Han fik en 'far', det var Hans, som var pædagogmedhjælper på stedet. Jens og Hans lavede mange ting sammen, så som fisketure, teltture, kanoture og lingnende. I løbet af to år lykkes det personalet, at reducere Jens' medicin til et minimum. Han var tilfreds med sig selv, gik i flot tøj, fik langt hår og fuldskæg ligesom sit forebillede Hans. Jens fik i sammenarbejde med personalt lavet et album af sit liv. Han fik kontakt til sin onkel, som kom med billeder, så Jens kunne se sine forældre. Jens flyttede i egen bolig hvor han boede til han døde i år 2009.


Nu hvor jeg har læst denne historie om Jens, lyser det ind for mig at et menneske, ligemeget om udviklingshæmmet eller ikke, har brug for sin egen historie. Et liv man kan kigge tilbage til, fortælle andre om det man har oplevet og set, steder man har været, folk man har mødt. Jens blev stolt af sit liv, han fik en historie som han kunne fortælle andre om og vise dem billeder.
Her kan man se, hvor vigtigt livshistorie er i pædagogisk arbejde!

Mit spørgsmål er nu; arbejder mange eller alle institutioner ligesom Sussanne Hollund gjorde sammen med personalet? Arbejder institutioner med livshistorie på samme måde, når de har en beboer, der er utilfreds med sig selv?

Aktivitet 2 - Arbejde med livshistorie og din målgruppe

LIVSHISTORIE, LIVSFORTÆLLING 

 I ARBEJDET MED DEMENTE

Jeg vil lige beskrive to eksempler, som jeg selv har oplevet, om hvor vigtigt det er at have viden om 'sygdommen' demens og hvordan kommunikationen gerne skal foregår:

1. Jeg har oplevet at min mormor græd en dag og da jeg spurgte hvad der var i vejen, sagde hun at min morfar døde. I den situation kan jeg ikke sige at det allerede var 15 år siden han døde. Så jeg trøstede hende og sagde at jeg er lige så ked som hun er.
Her vidste jeg hvad jeg skulle sige og gøre, fordi jeg kendte hendes livshistorie.

2. På et alderdomshjem hvor jeg arbejde i mange år, var der en dame som altid kom hen til os og spurgte efter sine forældre, vi sagde at de snart kommer og henter hende. Man kan ikke sige til hende at hendes forældre forlængst er død. Det vil hun ikke kunne forstå og det ville være en chok for hende.
I dette tilfælde var det personalet som hjalp mig med at forstå hvad der foregår, hvad jeg skulle sige og gøre og hvorfor. Personalet gav mig informationer om damens historie og om hvordan jeg skulle forholde mig. I arbejdet med demente, er det altid en god ide at benytte sig, personens pårørende og samarbejdspartner der har haft kontakt til den demente, som ressource.



http://www.logy.dk/Demens/Livshistorien.htm

Den ovenstående link er 'Demens hjemmesiden' lavet af Gerda Jensen Vrå.
Her får man gode råd og forklaringer på, hvordan man laver en god indsamling af oplysninger til den dementes livshistorie. Der forklares, at det er obligatorisk til en god pleje, at man har viden om den enkelte person.

"Spørgsmålene skal tage udgangspunkt i hvordan den demente og pårørende mestrer og har mestret deres tilværelse, hvilke behov de giver udtryk for at kunne klare selv, og hvilke behov de behøver hjælp til at klare"

"Det er slet ikke sikkert at der er overensstemmelse mellem de behov vi ser, og de behov som den demente og dennes pårørende føler"    "Netop denne skelnen i behov er vigtig i al omsorg og pleje af ældre mennesker. Vi skal kunne skelne mellem det vi ser  som behov og den ældres behov. Vi skal respektere at de har levet deres liv i en anden tidsalder end os, hvor normerne har været anderledes"

I teksten beskrives tre trin, der beskriver en problemløsende metode til at arbejde med livshistorie:

• Identifikation af ressourcer og problemer 

Her beskrives de vigtige informationer man skal have, for at kunne give personen en god understøttelse i    hverdagssituationer. Det gælder om at tage hensigt på og respektere personens behov og ære til at kunne klare nogen ting selv. 

 "Det er slet ikke sikkert at der er overensstemmelse mellem de behov vi ser, og de behov som den demente og dennes pårørende føler"

• Indsamling af information, oplysninger og data

Når man skal arbejde med demente, er det meget vigtig at have viden om demens. Hvad er det for en sygdom, hvordan viser den sig og hvordan skal man kommunikere med demente? 
Det er altid vigtig at have så mange informationer om personen som muligt.

• Betydningen af observationer og oplysninger

Hvilke observationer har jeg gjort og er der sammenhæng mellem de ting jeg har set/opdaget og de fakta, oplysninger jeg har fået? Hvorfor er hans opførelse som den er, hvad er det hans siger og hvorfor? Man skal danne sig et helhedsindtryk, hvor man kigger på borgerens funktionsniveau;

• fysisk
• psykisk
• mentalt
• socialt
• åndeligt
• mentalt

Endvidere er det selvfølgelig vigtig at kende den dementes livshistorie for at kunne arbejde pædagogisk med den demente. Hvad kunne personen lide da han/hun var yngre/rask?

At syge/strikke/hækle/væve, male/tegne, læse bøger, spille kort eller andre spil. Være ude i naturen/har personen haft stor viden om naturen, har personen haft kæledyr, o.m.? Hvis man kender livshistorien kan man bruge den som arbejdsredskab.

Opgave 2. Fokuspunkter i kulturmødet

• Diskuter i gruppen forholdet, at vi er tilbøjelige til, at ”kategorisere” børn, unge, voksne og brugere:
  ”Subkultur” – husk dette begreb – brug det!

Mange pædagoger laver ofte nødløsninger i form af at placere børn i forskellige kategorier. Det er en nem, og forholdsvis hurtig, løsning på en ellers tidskrævende proces. Vi tror at problemet kan skyldes den lave nominering i de forskellige institutioner. Nogle steder ser man at pædagogerne vælger at bruge div. Teorier og bøger for at kunne placere børn eller brugere inden for en bestemt subkultur, sådan at de stadig forholder sig inde i kulturen som er på den pågældende institution. Vi syntes i gruppen at det er yderst vigtigt ikke at se børn/brugerne som en samlet enhed, men der imod som det menneske de hver især er.

¹»At man naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden[……]” – Søren Kierkegaard

• Hvilke problematikker ser I i, at sprogudvikling har været/er så højt prioriteret i forhold til børn, unge voksne med anden etnisk baggrund end dansk?

Der kan i visse tilfælde ske det, at barnet/ den unge voksne bliver dobbeltsocialiseret. Det kan være problematisk at være i to arenaer hvor der bliver talt to forskellige sprog. Et typisk eksempel vil være; At et barn af anden etnisk baggrund, skal lære dansk i børnehaven for både at kunne blive klar til at deltage aktiv i skolen, men også får at kunne skabe sociale relationer med brug af det verbale, er det vigtigt at barnet får den nødvendige hjælp og opbakning til at mestre, i dette tilfælde, det danske sprog. Problemet vil typisk være; at forældrene enten ikke kan, eller vil hjælpe barnet med at lære at snakke dansk. Hvis forældrene ikke kan snakke dansk, vil det ofte medføre at der talt det sprog hjemme som er deres modersprog, eller også at de prøver at begive sig ud i det danske sprog. Man skulle tro at alle pædagoger ville opfordrer forældre, med anden etnisk baggrund, at tale dansk med deres børn. Dette kan dog vise sig at bevæge barnet i det rigtige retning, men det kan også være en fatal fejl. At inddrage forældre, som ikke mestre det danske sprog, til at lære deres børn dansk kan på sigt skade mere end det gavner.

• I teksten beskrives, at begrebet ”tosproget” i praksis synes at ”betegne mellemøstlige og muslimske børn, helt uafhængig af deres reelle sprogkompetencer”. Hvilken betydning kan det have? – Hvilken betydning kan det have for barnets videre opvækst?

Dette er et typisk tilfælde af at kategorisere mennesker og ubevidst placere dem i en subkultur og ved at gøre det stempler man automatisk mennesker, hvilket kan resultere i en form for eksklusion. Dette kan føre til marginalisering som i værste tilfælde kan føre til kriminalitet, vold, misbrug, identitetskrise osv. Som i sidste led vil ende med at bekræfte den indstilling som mange har til ”tosproget” / indvandre/flygtninge. Det kan derfor hurtigt ende i en ond cirkel som er svær at bryde. Nemlig den subkultur som danskere ofte bevidst, eller ubevist placerer tosproget i;

²”subkultur, inden for sociologi et begreb, der omfatter befolkningsgrupper med en levemåde eller livsstil, der afviger fra samfundets dominerende kultur.

Subkultur betegner en sammenhængende forestillingsverden og en tilhørende adfærd og stil, som adskiller sig fra den større kultur, men alligevel indeholder elementer derfra.”

• Hvilke årsager kan der være til at børn med anden etnisk baggrund bliver marginaliseret?

Starten på livet i Danmark for børn med anden etnisk baggrund kan være i en flygtningelejr, hvorefter de, sammen med deres familie, ofte blive bliver placeret i et offentligt boligkompleks af staten. Hvilket gør at de automatisk ofte vil havne blandt mange andre tosproget, i en subkultur. Deres ”nye liv” kan derfor allerede være starten på en marginalisering. Og dermed at bekræfte mange danskers fordomme omkring tosproget/indvandre.

• Hvordan kan det være at ”Noget tyder på, at meget af det pædagogiske arbejde, der retter sig mod sådanne udsatte børn, modsat hensigten kommer til at forstærke splittelsen.” Har I egne oplevelser?

CASE: Dette er ikke egen oplevelse, men et eksempel på hvad der kan gå galt i en institution. ”Det er jul i børnehaven Regnbuen – og pædagogen spørger Muhammed hvad han laver til jul og om hvilken traditioner ham og fans familie plejer at have. Pædagogen opfordre Muhammed til at bage julekager derhjemme, det er hyggeligt, typisk dansk, og noget der smager godt. Pædagogen prøver i bedste hensigt at integrere Muhammed i det danske samfund, via traditioner. Muhammed kommer hjem og spørger hans familie om de ikke skal bage julekager. - Det står ikke til diskussion og forældrene finder det ret mærkværdigt at pædagogen prøver at påtvinge dem de danske traditioner. ”

Her har pædagogen gjort mere skade end gavn. På trods af at det er gjort i bedste henseende om at få Muhammed med ind i en dansk tradition, virkede det stødende, ydmygende og nedladende overfor forældrene. Hvilket kan skabe en kløft mellem pædagog / institution og forældre.

• Diskuter påstanden: ”Nogle forældre(af anden etnisk baggrund) har i forhold til forældresamarbejdet ikke de nødvendige kulturelle erfaringer til at indgå i institutionens liv”.

Der er mange anskuelser omkring denne diskussion; Det kan bl.a. være at nogle forældre af anden etnisk baggrund har svært ved at forstå at:

Det er okay som dreng i Danmark;

• At være med til at lege med dukker
• At lege ”Far,Mor&børn”
• At lege sammen med piger i legehuset.

Det kan også være at de er uforstående overfor at;

det er okay for piger i Danmark:

• At lege krig,
• At kører Go-cart
• At lege tik med drengene.

Eller at drenge og piger anvender det samme toilet – at både drenge og piger bliver inviteret med til børnefødselsdage. At de alle spiser deres mad sammen. I forhold til aflevering og hentning fra forældrenes side, hvor længe bliver man? Der er mange aspekter i det, og diskussionen kan blive ved i evighed.

• Kan ungdomsårene være særlig problemfyldte for unge med anden etnisk baggrund end dansk?

Det kan det sagtens. Men alle unge syntes på et eller andet tidspunkt at deres liv er problemfyldte. Der kan dog være særlig konsekvenser for unge med anden etnisk baggrund grundet problemer i ungdomsårene. Et af dem kan være, grundet marginaliseringen og subkulturen kan der ofte blive skabt en kulturkløft. Hvor unge indvandrer slutter sig til særlige grupper inden for deres subkultur som f.eks. kan være kriminalitet, eller ekstrem tilhænger af Islam, osv.

• Kan der være særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til anbringelse af børn uden for hjemmet(børn med anden etniske baggrund)?

Det er de samme love og klausuler der gælder i forhold til anbringelse af børn, uanset og den er danske eller børn med anden etnisk baggrund. Det kan selvfølgelig være en traumatisk oplevelse uanset om man er af dansk oprindelse, eller indvandre. Dog vil der ofte være en enorm stor kulturforskel for et tosproget barn i forhold til et dansk. Det kan være alt lige fra hvordan man opfører sig til hvilken mad der kommer på bordet. Er tosproget børn anbragt på en institution kan der være særlige regler der gør sig gældende for dem. Dette kan f.eks. være: at deres religion/tro bliver respekteret og at de får særlig tilladelse til at bede. Det kan også være i forhold til Ramadan. At institutionen sørger for at der er mad til de unge med anden etnisk baggrund der følger Ramadanen og derfor kun må spise inden solen står op, og efter solen er gået ned. Dette kræver dog at fællesskabet, i form af fællesmåltid, bliver brudt. Det er op til institutionen selv.

1Titlen stammer fra en tekst af Danmark's berømte filosof Søren Kirkegaard (1853 -1855) og bruges ofte til bl.a. at beskrive hvilken holdning de professionelle rådgivere og behandlere skal møde mennesker i nød med.

2http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Etnologi/Subkulturer/subkultur

Opgave 1 Kulturmøder i det pædagogiske arbejde

”Kultur er noget man er”

1. Hvad er efter din opfattelse begrundelsen for, at vi skal beskæftige os med emnet?

Vi skal beskæftige os med kulturmødet, - fordi det er en væsentlig faktor for den enkeltes trivsel at være inkluderet i et fællesskab. Det vil i mange situationer være ”vores” ansvar, via pædagogisk indsats, at skabe en platform for kulturmødet. Det er vigtigt for os i gruppen, at der er tale om inklusion – modsat eksklusion. Det gælder alt lige fra borgere på dag, døgntilbud, unge anbragte, danske børn såvel som to sproget i institutioner, forældre og sidst, men ikke mindst – os som pædagoger.

Generelt er det af stor vigtighed at vi, som pædagoger, er gode til at håndtere disse kulturmøder, som finder sted overalt i vores hverdag.:

- Som pædagog i en institution, skal vi kunne håndtere kulturmødet med tosproget, og det kan vi bla. ved, selv at dykke ned i de forskellige kulturer.

- Som pædagog på et botilbud skal vi kunne håndtere kulturmødet med dagbeskæftigelsen og vise versa. Det gør vi bedst ved samarbejde.

- Som pædagoger kan vi opleve mødet mellem central og decentral ledelse

Fordi det er væsentligt at få alle inkluderet i et fællesskab. Her er der tale om både pædagogerne, men også borgerne/brugerne/børnene. Pædagogerne skal være bedre forberedt på disse kulturmøder, da det er blevet en hverdag i mange institutioner. Vi skal bliver mere i stand til at håndtere tosproget børn, måske ved selv at dykke ned i de forskellige kulture og sprog? Vi syntes det er vigtigt som pædagogerne at give sig selv helhjertet i sit arbejde. Så når man f.eks. har et kulturmøde i en institution, kan det være en mulighed at prøve at danne sig et overblik over, (hvis det f.eks. var i en børnehave), forældrene og barnet, for at kunne danne en relation, der kan give barnet trygge rammer. Vores forståelse for dem, kan gøre dem mere trygge.

2. Hvilke personlige ønsker har du for arbejdet med emnet ”Kulturmøde”. F.eks. hvilken målgruppe har især din interesse?

Vores interesser i gruppen er lidt forskellige:

Samarbejdet mellem dag og døgn tilbud

Unge – tvangsfjernede børn/unge – misbrug – Marginaliseret unge.

Bedere samarbejde fra forældre af tosprogede børn(indvandrer).

3. Hvilke (kulturelle)problematikker oplevede I? F.eks. Hvilke kommunikative problematikker ser du i kulturmødet?

Arbejdet på et bosted for mennesker med autisme. Borgerne skulle ” møde” på dagbeskæftigelsen på et angivet tidspunkt. Tidspunktet var sat for, at sikre, at strukturen, som disse brugere fordre i stor grad, kunne overholdes. På bosiden var strukturen for morgenstunden ligeledes skabt for, at sikre borgerne stor grad af trivsel. Forståelsen for hinandens struktur var mangelfuld fordi den manglede indsigt i hinandens hverdag. Hvis en borger kom senere på beskæftigelsen end planlagt, blev hele strukturen forskubbet ikke kun for den ene borger, men for flere borgere i gruppen. Bo-delen oplevede til gengæld at de tog individuelle hensyn ved at ” give tid”. At arbejde på tværs, - således at personalet i perioder arbejdede både på bostedet og i dagbeskæftigelsen skabte en stor forståelse for hinandens hverdag til gavn for borgerne, og sidegevinsten har været at opleve hinanden som samarbejdspartnere med fælles opgave. Det er en proces, - som tager tid og kræver vilje.

En dreng fik aldrig ordentligt mad med – var altid ret beskidt at se på og havde en meget voldsom attitude overfor voksne. Han kom fra Kina og ham og hans forældre var tilflyttere. Moren kunne slet ikke dansk, mens faren kunne en smule. Læren

prøvede at forklare dem begge at han skulle have mere mad i skole, da det ikke gik at han ikke fik ordentligt nærring. De smilede og nikkede, men forstod intet af det. En dreng kom fra Brasilien og var tilflytter. Derhjemme snakkede han portugisisk, mens i børnehaven snakkede han dansk. Han skulle oversætte når forældrene skulle sige noget til pædagogerne, da forældrene ikke selv kunne dansk. Dette gav en del problemer, da det måske var noget om drengen der skulle snakkes privat med forældrene, eller evt. beskeder.

En dreng på næsten 6år, hvor familien var Jehovas Vidner, måtte ikke være med til fester og aktiviteter, så som jul, påske, fødselsdage osv.

For ham var det ok, at han ikke kunne komme med hjem til et andet barn sammen med gruppen, for at bage jule kager. Eller at han ikke måtte være med til børne fødselsdage. Det var de andre børn fra hans gruppe der ikke kunne forstå det. Selvom pædagogen forklarede dem at han havde en anden religion, og at de pga. det ikke holdt jul og fødselsdage, var det meget svært for børnene, at han ikke var med.

4. Kan I nævne sammenhænge, hvor kulturforskelle har/kan virke hindrende for den pædagogiske faglighed? F.eks.: Hvilke ”klassiske faldgruber” ser I, i kulturmødet mellem pædagog og forældre af anden etnicitet?

Forskellige faggrupper. Forskellige ansvarsområder.

Problemer med sproget, tankegange og være måden?

Problemer med sproget, forståelsen. Forskellige værdier og etniske forskelle

5. Kan/bør kulturforskelle være hindrende for den pædagogiske faglighed?

Kulturforskelle bør ses som udfordring, og ikke som en undskyldning eller forklaring på at noget ikke fungerer. Men ja det kan periodisk være en hindring for pædagogisk faglighed, idet viljen til at skabe en fælles platform skal være 2 vejs. ( men i den periode så er det måske netop den pædagogiske udfordring at gøre kulturforskellen til kultur forståelse)

Det kan være en udfordring, da det kan være svært at være tilflytter til landet – ofte forstår vi jo ikke hvor eller hvad de kommer fra, eller hvilken historie der ligger bag – det samme med dem; de ved ikke hvem vi er og pludselig skal de finde ud af et helt nyt liv og samfund, så der kan opstå en del problemer. Men som pædagog, er det da væsentligt at kunne sætte sig ind idisse forhindringer og tage dem med et smil. Så begge parter kan få noget indblik i et andet ’liv’, og måske den vej fra, kunne takle barnet/borgeren/brugeren meget bedre.

Det har noget med personlighed og faglighed at gøre. En pædagog er ikke kun en rent faglig person, men også et menneske med personlighed. Det gælder altså om at balancere mellem personlighed og faglighed. Og især at arbejde professionelt.