Aktivitet 1, Undersøgelse af livshistoriearbejde i et pædagogisk sammenhæng.

Livshistorie som pædagogisk arbejdsredskab

http://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=hvordan%20arbejder%20institutioner%20med%20livshistorie%3F%20&source=web&cd=3&ved=0CCsQFjAC&url=http%3A%2F%2Fwww.solund.dk%2FAdmin%2FPublic%2FDWSDownload.aspx%3FFile%3DFiles%252FFiler%252Fartikler%252FLivshistorien_som_p%25C3%25A6dagogisk_arbejdsredskab.pdf&ei=gFOqUInaKsXzsgao74DADQ&usg=AFQjCNHL0tliPEcGNbtR1C7KhPMQMOLqug&cad=rja


Den ovenstående link viser en artikel som tidligere blev bragt i bladet "Udvikling" Nr. 1, 2009

I denne artikel beskriver Sussanne Hollund, som er pædagogisk konsulent i Landsbyen Sølund, rigtig mange udviklingshæmmede ikke har en 'rigtig' livshistorie, pga. foreksempel at de bor på institutioner siden de har været børn. Ikke at kende ens fødselssted, en forældre. Men, som Hollund siger, er det vigtigt at være del af noget, have betyde nogen noget og have andre der betyder noget for en.

"Den engelske psykolog Tom Kitwood siger, at der er 5 ting, der skal være til stede, for at et menneske oplever sig tilpas.
Det er tilknytning, identitet, trøst, inklusion og meningsfuld beskæftigelse eller gøren"

I 1985 arbejdede Holland som forstander på en ny institution til udviklingshæmmede.  Der mødte hun så Jens. Jens var fyrre år gammel og havde ingen familie. Han fungerede godt på mange områder, men personalet syntes at han virkede frustreret. Jens var meget aggressiv og fik store doser psykofarmaka. Men også trods rådgivning med hans psykiater, hjalp det ikke. Personalet begyndte at får Jens' livshistorie sat sammen. De kontaktede Landsarkivet, hvor der lå Jens' 'historie'. De fandt ud af, at Jens boede på institutioner siden han var 3 år gammel og han kendte ikke sine forældre. De fandt ud af, at Jens kunne lide at sy og væve, men han skulle arbejde på værkstedet (selvom at han gav udtryk for, at han ikke ville være der) fordi han var god til det.
Personalet besluttede, at Jens skulle starte sit liv helt nyt. Han fik en 'far', det var Hans, som var pædagogmedhjælper på stedet. Jens og Hans lavede mange ting sammen, så som fisketure, teltture, kanoture og lingnende. I løbet af to år lykkes det personalet, at reducere Jens' medicin til et minimum. Han var tilfreds med sig selv, gik i flot tøj, fik langt hår og fuldskæg ligesom sit forebillede Hans. Jens fik i sammenarbejde med personalt lavet et album af sit liv. Han fik kontakt til sin onkel, som kom med billeder, så Jens kunne se sine forældre. Jens flyttede i egen bolig hvor han boede til han døde i år 2009.


Nu hvor jeg har læst denne historie om Jens, lyser det ind for mig at et menneske, ligemeget om udviklingshæmmet eller ikke, har brug for sin egen historie. Et liv man kan kigge tilbage til, fortælle andre om det man har oplevet og set, steder man har været, folk man har mødt. Jens blev stolt af sit liv, han fik en historie som han kunne fortælle andre om og vise dem billeder.
Her kan man se, hvor vigtigt livshistorie er i pædagogisk arbejde!

Mit spørgsmål er nu; arbejder mange eller alle institutioner ligesom Sussanne Hollund gjorde sammen med personalet? Arbejder institutioner med livshistorie på samme måde, når de har en beboer, der er utilfreds med sig selv?